Når jeg placerer mig i et rum, er der som udgangspunkt 2 vinkler jeg ønsker at lave. Jeg kan skyde lige på og skabe symmetri og harmoni eller stille mig diagonalt i rummet for at skabe dynamik. Det kan give to forskellige udtryk, og der er generelt ikke en vinkel som er bedre end den anden. Det kommer helt an på hvad du ønsker vil vise med motivet.
Jeg tager normalt begge vinkler, og vælger så efterfølgende hvilket motiv der er vigtigst. I dette eksempel er der to stuebilleder. Det ene viser stuen i symmetri med fokus kun på rummets funktion. Det andet viser stuen diagonalt med kigget ud til terrassen. Her vil det dynamiske billede taget diagonalt drage øjet ud mod terrrassen, hvilket er en vigtig del af stuen, da den direkte terrasse har høj værdi for boligen.
[md_row class=”” id=””]
[/md_row]
Billede nr. 2 virker også fint, og kunne evt bruges med et selvstændigt billede med direkte kig til terrassen.
Pointen er bare at der skal være tanke bag hvor kameraet peger hen. Hvor linjerne i motivet ligger og hvordan billedet rammes ind.
Jeg ser ofte billeder hvor motivet er taget halvt om halvt. Ikke helt symmetrisk og ikke helt diagonalt eller med en tanke til hvorfor man kigger skævt ind i rummet. Det giver mig mere en fornemmelse af at billedet mangler at blive rettet op i efterredigeringen. Det synes jeg er et no-go. Der skal være en mening med hvor du ligger dit fokus som fotograf.
En anden vigtig del er hvordan du vælger at beskære dit billede. Hvordan du rammer dit motiv ind med de elementer der er i rummet. Sigt efter at bruge dørkarme, hjørner, reoler, vindueskarme, lamper eller andet, som kan skabe en naturlig lodret ramme ude i siderne i billedet. Skær dit billede så der lige er lidt af noget lodret ude i hver side om muligt. Det giver ro for øjet.
Når du udvælger dine billeder til kunden, skal det være en god blanding af både symmetriske og diagonale billeder, da det vil give et godt flow i en salgsannoncen. Så er håbet bare at der efterfølgende laves en god rækkefølge. For hvis der sidder for mange diagonale billeder efter hinanden, kan det føles som om man bliver kastet rundt fra side til side. Derfor er det vigtigt at billederne blandes. Modsat vil for mange symmetriske billeder give et kedeligt flow.
Så tænk over hvor du ønsker øjet skal fokusere. Skal det hvile i rummet eller skal det drages hen mod noget nyt?
Håber det giver dig lidt eftertanke til næste gang du står i en bolig og skal fotografere. Der er selvfølgelig andre kompositioner du kan lege med når disse to basale er på plads.
Selvom det ikke er direkte kunstværker vi render og laver som ejendomsfotografer, så må man gerne føle det en gang i mellem. Tag evt og læs videre om billedkompositioner.