fotopakker, fordele og ulemper

fotopakker, fordele og ulemper

Gennem tiderne har jeg prøvet forskellige pakke setups, både som ansat, freelancer og i mit eget firma INframe. Når du skal til at lave dine egne fotopakker eller tilslutte dig et firma som har et pakkesetup, så er der forskellige elementer du skal tage stilling til.

Det første valg man skal tage stilling til er: Skal kunden kunne vælge frit mellem pakkerne eller skal pakkerne være fast knyttet til boligtypen?

Hvis du fx. har pakkerne 1.Basis, 2.Standard og 3.Udvidet. Skal kunden så kunne vælge en Basispakke på en meget stor ejendom? Hvis det betyder at du leverer 15 billeder for en lille pris og alligevel skal lave plantegning på alle 452 kvm…. Her ville det nok være bedre at tvinge kunden til at vælge en Udvidet pakke (eller hvad du nu kalder din største pakke) så du bliver honoreret ordentligt for dit arbejde, og du ikke skal bruge unødigt tid på at fravælge en masse vinkler.

Det næste valg er: Skal pakkerne have et bestemt antal billeder?

Du vælger at levere fotopakker med bestemt antal billeder, fx. 15, 25 og 35 billeder. Det giver på sin vis mening af inddele pakkerne i antal billeder, men når jeg fotograferer er det forskelligt hvordan “boligen taler til mig”. Nogle boliger er standard vinklerne nok til at beskrive, men andre gange kan jeg næsten ikke stoppe med at finde gode vinkler. Så hvorfor begrænse sin kreativitet?

Så vidt muligt skal du selvfølgelig være filteret som kun aflevere de bedste billeder til din kunde, ejendomsmægleren/sælgeren, men jeg har aldrig været helt fan af at lave en hård grænse 25 billeder og ikke et mere… :-/ Derfor leverer jeg altid det antal billeder som jeg synes passer til ejendommen. For som jeg ser det, bruger du stort set lige så meget tid på at sidde og skære billeder fra for at nå kun de 25, som hvis du bare redigerede de 4-6 ekstra vinkler du synes burde med.
Max antal gode vinkler = Glad kunde, og du er tilfreds med din præsentation af boligen.

Næste pakkevalg er: Lejlighed/Villa/Fritidshus/Landejendom vs. Antal kvadratmeter/m2

Jeg har prøvet at køre med fotopakker som var baseret på Villa/Lejlighed osv. For det meste giver det mening, men der er store lejligheder og små villaer, og hvad så med villalejligheder 🙂 Det har jeg haft mæglere som har spurgt om, for ja, det giver heller ikke helt mening i længden.

Jeg har i mit setup valgt at lade fotopakken følge størrelsen af boligen. Hermed passer det nogenlunde til hvor meget tid du skal bruge på ejendommen og det hænger så i sidste ende sammen med hvad du tager i honorar.
Den lille udfordring er så hvor man sætter pakke grænserne. Her har jeg valgt Bolig under 100m2, bolig op til 250m2, og bolig over 250m2 yderligt har jeg så et flydende produkt som hedder plantegning over 400m2. Her kan jeg så tage ekstra for boliger som over 400m2 prissat med fx. 100kr pr påbegyndt 100m2.

Du vil så desværre altid opleve at de oplyste kvadratmeter i bestillingen ikke passer med boligen. Hvis det ligger lige på vippen mellem to fotopakker, kan du prøve at tjekke på www.ois.dk for størrelsen af boligen. Men vær nu large, for det er gyngerne og karrusellerne. Husk du tager jo samme pris om boligen er 39m2 eller 99m2. Hvis du gentagne gange oplever at der mangler fx 120m2, så er det måske fordi mægler glemmer at indtaste kvadratmeter i kælderplan. Så skal du bare forklare at når der ikke er antal korrekt m2 i bestillingen, så estimerer du forkert tid til opgaven, og det kan gå ud over kvaliteten. Det plejer at hjælpe.

Når du så har fundet dine pakkeløsninger, så anbefaler jeg ikke at proppe for mange produkter i dem. Lad det være op til kunden at tilvælge fx. livsstilfoto, 360/720 graders fotos, aftenfotos, simuleret aftenfotos og alle andre produkter du kan komme på.
Efter min mening bør en pakke kun indeholde plantegning, alm. billeder og mastefotos hvis det passer til ejendommen. (og det antal mastefotos du synes som fotograf) Hvis de andre produkter er tilvalg giver det også anledning til mersalg.

info

Om Blogger

Jeg startede som ejendomsfotograf i 2004 efter min uddannelse som Multimediedesigner. Jeg kom tilfældigt ind i branchen, efter min søster blev ansat som fotograf hos Esoft, som på det tidspunkt manglede fotografer. Med min baggrund i billedbehandling og stræben efter rene linjer i design, faldt jeg hurtig for faget. Jeg har nu arbejdet som ejendomsfotograf i snart 20 år, og jeg synes stadig det er en utrolig spændende branche.

Leave Comment

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.