Ejendomsfotograf. Kan du leve af det?

Ejendomsfotograf. Kan du leve af det?

Ja. Jeg lever udelukkende af at være ejendomsfotograf. Dvs. jeg arbejder fuldt tid som ejendomsfotograf og laver ikke andre jobs ved siden af. Grunden til min overskrift er at jeg med jævne mellemrum bliver spurgt om det af de sælgere jeg er ude og fotografere for. Spøjst nok 🙂

Jeg har haft jobbet som mit levebrødsjob siden jeg startede i 2004. Den gang var jeg fastansat fotograf hos en leverandøren esoft. Jooo… jeg levede af det dengang, men jeg havde heller ingen familie eller fast ejendom jeg skulle varetage. Lønnen var fast på 20.000 kr. i 2004/05

Siden da blev jeg freelancer gennem en anden leverandør (servika/zentuvo). Jeg arbejdede stadig fuld tid og levede af det. Jeg havde stadig ingen familie som skulle forsørges og min leveomkostninger var meget normale for en gut i midt 20’erne med lejelejlighed, kæreste og bil. Lønnen var svingende, men OK i snit ca. 26.000 kr. i år 2006 før egne omkostninger til fx. udstyr. Hertil kom så også et befordringsfradrag via kørsel i egen bil.

Så gik jeg selvstændig og fik 100% af kagen. Nu var der ingen leverandør som var mellemmand mellem mig og ejendomsmæglerne. Til gengæld stod jeg så også 100% for pleje af kunder, opbygge eget billede/booking system (www.inframe.dk), købe eget kameraudstyr, softwarelicenser, redigeringsudstyr og udvikle mig produktmæssigt på linje med de store leverandører.
Nu begyndte det at gå den rigtige vej hvad angår indtjeningen. På de gode måneder tjente jeg 2-3 gange hvad jeg tjente som freelancer og på en skidt måned ca det samme som jeg tjente på en halvskidt måned som freelancer. Indkomst var ca. 41.000 kr. månedligt i 2009. før udgifter.
Den ekstra indtjening brugte jeg på at udbygge mig billede/booking system, så mæglerne ikke havde nogen forskel systemmæssigt, om de benyttede mig eller en af de store leverandører. Jeg kunne også med inframe.dk synkronisere mine billeder med mæglernes annoncesystemer og hjemmesider. Jeg har lagt mange penge i mit system. Jeg er uddannet multimediedesigner og kunne lave fronten/brugervenligheden af systemet selv, men jeg havde brug for en udvikler til at lave de dybere funktioner, og det er lidt bekosteligt.
Jeg blev gift, fik også hund og et hus, i takt med at min virksomhed inframe voksede. Jeg opgraderede løbende mit udstyr og bookingsystem, og i 2010 fik jeg min første medarbejder, min egen medarbejdende ægtefælle. Jeg oplærte min hustru i at stå for booking af sager, redigering af billeder og rentegning af plantegning. Dermed kunne jeg være længere tid “ude i marken” og tage flere sager. Kort efter hun var trådt ind i firmaet, hyrede jeg min svoger ind som fotograf. Han var helt grøn, så jeg oplærte ham til at køre samme fotostil som mig. I 2010 havde inframe en indtægt på 1.200.000 kr. hvor jeg så havde udgifter til egne freelancefotografer for ca. 270.000kr, så et resultat på ca. 930.000 kr. før udgifter.

I 2011 satsede jeg lidt mere på udvidelse af min virksomhed og ansatte endnu en kontormedarbejder på deltid. Mit mål var at få aftaler med flere mæglere, så jeg mere kunne køre som buffer fotograf i spisbelastning og koncentrere mig om liebhaveri og udvikling af mit system og produkter. Det tegnede også godt, og vi fik endnu 1-2 flere fotografer ind i stablen, men så meddelte min største kunde at de ville oprette egen fotografafdeling. Den var ikke god.
Set tilbage kunne jeg måske have kørt videre og landet en anden storkunde, men jeg valgte at skære ned i stablen og tog et skridt tilbage hvad angår medarbejdere. Trods mistet storkunde, og større udgifter til medarbejdere endte året med et resultat på ca. 992.000 kr. efter udgifter til medarbejdere/fotografer.

Årene efter bestod mit firma af mig som fotograf og min medarbejde hustru. Vi havde en nogenlunde fast indtægt i firmaet før småudgifter på 850.000 kr. Hvilket var helt fint taget i betragning at vi på ingen måde arbejde fuld tid, nærmere to deltidsstillinger.

Så for at runde min historie af, så kan man sagtens leve som ejendomsfotograf.
Om du er ansat, freelancer eller selvstændig. Forskellen ligger nok bare i lønnen, sikkerheden og ansvaret. Det hænger sammen. Som selvstændig havde jeg større løn men også mere ansvar og usikkerheden kan siges at være større, i og med man kan miste kunder pludseligt. MEN dertil vil jeg så nævne at du som selvstændig også er din egen lykkes smed, så dine sejre er 110% dine, og det giver en utrolig stor tilfredsstillelse. Jo du kan miste en kunde, men hvis du tror på dine egne evner er der ingen der kan stå i vejen for, at du kan gå ud og lande en ny.

I dag er har jeg valgt sikkerheden mere til. Jeg valgte at blive fastansat som fotograf hos ejendomsmægleren home i slutningen af 2015. Jeg har kone, 2 børn, hus, hund og bil osv., så da min kunde gennem mange år, Thomas Lausen A/S, gav mig et godt tilbud, som matchede mine behov valgte jeg klart at takke ja.
Jeg har nu været hos Thomas Lausen A/S i et halvt år, og jeg føler stadig jeg er selvstændig dog bare med sikkerheden i lønnen og de mange gode kolleger. Jeg har nok ikke den ultimative endelige beslutning i min hverdag, men i og med at vi har et langt samarbejde bag os, stoler Thomas på at jeg nok skal yde mit ypperste og drive god forretning i hans navn.

info

Om Blogger

Jeg startede som ejendomsfotograf i 2004 efter min uddannelse som Multimediedesigner. Jeg kom tilfældigt ind i branchen, efter min søster blev ansat som fotograf hos Esoft, som på det tidspunkt manglede fotografer. Med min baggrund i billedbehandling og stræben efter rene linjer i design, faldt jeg hurtig for faget. Jeg har nu arbejdet som ejendomsfotograf i snart 20 år, og jeg synes stadig det er en utrolig spændende branche.

Leave Comment

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.