Ejendomsfotograf: Ansat vs. Freelance

Ejendomsfotograf: Ansat vs. Freelance

I mine 11 år i branchen har jeg prøvet at arbejde som ejendomsfotograf på alle plan. Der er fordele og ulemper ved alle arbejdsformer, og jeg vil beskrive ud for mit synspunkt hvordan de forskellige positioner er:

Da jeg startede som ejendomsfotograf i 2004 blev jeg ansat som fuldtidsfotograf hos Esoft. Lønnen var dengang 20.000 kr. og jobbet indebar at vi som fotografer skulle booke aftaler, tage billeder, lave skitse til plantegning, tage 360 graders billeder, redigere billederne, og uploade til systemet. Vi skulle stå til rådighed i fuld tid eller mere hvis det var højsæson.
Godt nok snakker vi år 2004, men alligevel vil jeg mene at lønnen for det arbejde lå i den lave ende. Der var et fedt sammenhold blandt fotograferne, og havde det ikke været for det job sad jeg nok ikke som ejendomsfotograf i dag. Det fungerede dengang ved at fotograferne blev tildelt nogle mæglere som de primært kørte for, så de sager der kom ind fra deres mæglere gik automatisk til dem. Jeg siger “dem”, fordi jeg var sidst ankommen og havde ikke nogen faste mæglere, så jeg kunne kun køre de sager som de andre ikke kunne nå eller de frigav så jeg kunne booke dem. Da jeg blev sagt op (sammen med ca. 7 andre) efter ca. et år, var en af årsagerne også at jeg ikke kørte nok sager, dog synes jeg at det var lidt svært at køre flere sager, når jeg ikke fik flere tildelt end de andres overskydende.
Esoft forsøgte sig dengang med centralbooking og central billedredigering, og dengang i 2004 var også før livsstilsfotos og mastefotos. Tænk engang 🙂 (PS. Vi kørte med Nikon Coolpix 4500, 4MP 😛 )

Efter esoft startede jeg op som freelance fotograf via Servika (senere Zentuvo). Her var jeg mere min egen herre og fik tildelt en større håndfuld mæglere som jeg kørte fast for. Jeg fik opgaverne gennem Servikas system og bookede selv sagerne, redigerede billederne, samlede 360 gradersbilleder og sendte den rå plantegningen til rentegning. Altså ca. 85% af arbejdet.
Aflønning var pr. sag og lå mellem 340,- & 490,- kr. afhængig af fotopakken. Servika kørte med pakkerne Lejlighed/Villa og Standard/Udvidet med dertil tilhørende antal billeder.
Samarbejdet fungerede rigtig godt i og med jeg selv var meget ansvarlig for mæglernes tilfredshed. Mæglerne følte nok mere at det var mig de havde et samarbejde med, frem for Servika.
Vi fotografer stod for redigeringen selv, og det gjorde også at der var stor forskel på kvaliteten af billeder fotograferne imellem. Nogle kunne finde ud af at lave blå himmel, andre not so much… Det betød at når der kom en anden fotograf ind i “mit område” så fik jeg det klart fortalt af mæglerne.

Ca. et år inde i samarbejdet ville Servika genforhandle samarbejdsaftalen med os fotografer, og det var her jeg valgte at gå solo. I den nye kontrakt blev priserne sænket, men det var én ny formulering i kontrakten som gjorde at jeg sagde stop.
Der stod:“Ved levering senere, mangelfuld leverance er leverandøren pligtigt til at reducere prisen med 100% for den pågældende sag. Ved mangelfuld leverance forståes fejl og mangler ved leverancen f.eks. manglende påførelse af nordpil på planskitse. Dårlig kvalitet (f.eks. skæve 360 graders billeder, misfarvede og/eller for lyse/mørke billeder) anses ligeledes for mangelfuld leverance.”
Her stod jeg af. 100% reduktion for manglende nordpil? I teorien sagde de at de ikke ville gøre netop det, men hvorfor så skrive det i kontrakten!!! Jeg meldte tilbage at jeg gerne ville køre videre på den gamle kontrakt men ikke den nye. Jeg havde så 3 måneder til at starte op selv. I mellemtiden blev jeg tilbudt at blive ansat som cheffotograf hos Servika, men jeg fornemmede jeg skulle en ny retning.

Jeg startede op som selvstændig med eget booking system og helt min egen herre, med hvad dertil hører af ansvar. Det vil jeg skrive om i et senere indlæg.

For at opsummere vil jeg beskrive det således:

Ansat: 
Fordele = Fast løn. Ingen udgifter til fx. udstyr. Kolleger. Ferie. (Mindre ansvarlig)
Ulemper = Mindre frihed. Samme løn uanset arbejdsbyrde. Mindre fleksibilitet/kunstnerisk frihed.

Freelancer:
Fordele = Mere løn ved mere arbejde. Bestemmer mere over egen arbejdstid. Ferieafløsere. (Kolleger).
Ulemper = Ikke garanteret minimumsløn. Mindre fleksibilitet/kunstnerisk frihed. Udgifter til fx. udstyr. Ikke altid fast geografisk arbejdsområde.

Avatar

About The Author

Jeg startede som ejendomsfotograf i 2004 efter min uddannelse som Multimediedesigner. Jeg kom tilfældigt ind i branchen, efter min søster blev ansat som fotograf hos Esoft, som på det tidspunkt manglede fotografer. Med min baggrund i billedbehandling og stræben efter rene linjer i design, faldt jeg hurtig for faget. Jeg har nu arbejdet som ejendomsfotograf i over 15 år, og jeg synes stadig det er en utrolig spændende branche.

Comments (3)

  • Allan Kristoffersen

    Ja jeg kan også huske min tid i Servika 2007-2008. Som du beskriver – selvstændigt og meget arbejde.. tog dengang ‘mange’ billeder (svier til egen r..) sad jævnligt til kl 2 om natten hvis flere sager og skulle være klar kl 8 igen.. det var dengang… lærte ‘alle facetterne ved ejd.foto’ en del af det ;o) Efter nogle år ude af ejd.foto-branchen (dog taget for venner) så søger jeg igen… nogle gode bud på hvor der er behov ?

  • Allan Kristoffersen

    glemte lige at nævne at jeg bor i Nordsjælland / Frsund / Hillerød

  • Kasper Flindt

    Hej Allan
    Dejligt at du tog dig tid til at skrive en kommentar. Jeg kan godt nikke genkendelse til de lange aftenener du beskriver. Trods at det var hårdt har det været en utrolig lærerig tid.
    Jeg ved ikke helt hvordan de forskellige leverandørers efterspørgelse er for fotografer, men jeg kan fortælle dig om min seneste oplevelse med et par stykker af dem.
    Jeg vil foreslå dig at skrive til Diakrit http://www.diakrit.dk (Jan Cavling) og sende ham en kort beskrivelse af at du har været i faget før og nu ønsker at søge tilbage. Jeg har selv været hos Diakrit i lige over et halvt års tid, inden jeg blev fastansat hos home. Virksomheden behandler deres fotografer godt og de har “gode” priser i forhold til nogle af de andre jeg kender til på markedet. De betaler til tiden og lytter til ens behov. Dog skal det siges at de selvfølgelig er et større maskineri og derved lider af de samme kommunikationsvanskeligheder som de andre nok også gør. Så selvfølgelig sker der fejltagelser og beslutninger fra bookernes side som virker dybt uprofessionelle, men alt i alt en god oplevelse fra min side.
    Du kan også prøve at spørge inde i facebookgruppen for ejendomsfotografer https://www.facebook.com/groups/ejendomsfoto/ og stikke en finger i jorden om der.

    Det er jo en god tid at komme i gang igen. Foråret står for døren og der er der jo altid lidt mere at lave, så det er som regel nu diverse leverandører opruster lidt.

    Du kan også skrive til Zentuvo, Zigna eller Esoft, men hold dig fra NMC Visual, dem har jeg hørt fra andre fotografer at de ikke betaler efter bogen. Cr3ative (ac-produktion) har jeg ingen erfaringer med, men dem kan du også evt. kontakte.

    De fleste kører nu om dage med redigering af billeder i Asien, og central booking. Så det er lidt anderledes end da vi kørte for Servika. Dvs. du skal kun tage billeder/plantegning og uploade råmateriale til deres server, og så sørger de på bedste vis at fylde din kalender ud.

Leave Comment

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.